ATLANTIC  FORLAG :

 

Jeg har brugt rigtigt meget tid på at lave research angående de oplysninger der findes på denne side, fordi der ikke tidligere har eksisteret oplysninger om dette. Hvis du finder tilsvarende oplysninger andre steder er de "lånt" fra denne side!

I 1978, eller engang i 1977 har det vel været da man begyndte at udgive i januar 1978, fik Atlantic Forlag rettighederne til at udgive Marvel tegneserierne. Atlantic Forlag havde afdelinger i Sverige og Norge, og var blevet startet af personer fra den svenske afdeling af Williams Forlag, der var blevet opkøbt af Semic Press.

I Sverige og Norge bliver der udgivet nøjagtigt det samme antal udgivelser fra 1978-1984, som er den periode Atlantic Forlag har licensen. I Danmark har Atlantic Forlag ikke nogen afdeling, men i stedet kommer Winthers Forlag med i en samtryksproduktion med Sverige og Norge. Det går desværre bare ret hurtigt galt i Danmark. Winthers Forlag sætter hæfterne til salg til en alt for høj pris i forhold til hvad tegneserier på det tidspunkt ellers koster i Danmark. Også sammenlignet med priserne i Sverige og Norge ligger man flere kroner højere, og det var meget på det tidspunkt. Der sker det at De Fantastiske Fire lukker efter nr. 9 og Edderkoppen efter nr. 10 og kun 2 numre af Special-hæfterne når at blive udgivet i 1978.

Efter oktober måned i 1978 stopper samtrykket med Atlantic, og det eneste der bliver udgivet i 1979 er fire "Superhefter". De fire "udgivelser" er et papomslag hvor der er limet forskellige Edderkoppen og FF hæfter ind . Winther´s lager var sikkert fyldt med hæfter de havde fået retur, og for at begrænse det økonomiske tab sælger de så hæfterne på tilbud i disse papomslag. Hæfterne er blevet beskåret, så de er ca. 1 cm mindre i bredde og højde. Så hvis du har, eller har haft nogle af disse mindre hæfter...sikkert med en flosset ryg er det altså fordi de har sat i et "Superhefte".

Nummer 1 og 2 er altis ens, det vil sige at nr 1 altid indeholder Edderkoppen nr 1, Fantastiske Fire nr 1 og Edderkoppen nr 2. Nummer 2 indeholder Edderkoppen nr 3, Fantastiske Fire nr 2 og Fantastiske Fire nr 3.

Nummer 3 og 4 findes med forskellige hæfter.

Serier som Vampyr, Dracula (1972-1974), Superman og Kung-Fu Magasinet findes også i tilsvarende samlehæfter.

Winthers beslutter sig for at starte op igen i august måned i 1980 med Edderkoppen nr. 13, De Fantastiske Fire nr. 12 og Hulk nr. 1. Prisen for hæfterne er nu sat ned til et mere realistisk niveau, og det lykkedes at hænge på med de månedelige udgivelser frem til 1984. Meget mere blev det heller ikke til. Stort set alle albums, pockets, ekstrahæfter og diverse nye serier blev kun udgivet i Sverige og Norge.

Hulk startede inde midt i det hele uden oprindelseshistorie. Winther´s nr. 1 var Atlantic´s nr. 6, og foruden de foregående 5 numre startede Hulk serien allerede i De Fantastiske Fire 4/79 plus at der var udkommet pocketbøger og albums. Dæmonen fik også en lidt underlig start på serien i 1982, men det var fordi serien var startet i Atlantic Special som Winthers også valgte at springe over. Edderkoppekvinden (Tarantella) blev heller ikke udgivet.

Det var faktisk utroligt at Winthers Forlag fik gang i salget af serierne igen, da det amerikanske materiale var fra en periode hvor det gjaldt om at have så mange henvisninger til gamle historier som muligt. Man kunne næsten ikke åbne et hæfte uden at der var adskillige henvisninger til gamle historier i gamle numre. Læser man udgivelserne fra Winthers Forlag støder man på utallige henvisninger til historier som ikke er udgivet. Enten var de i de månedshæfter der ikke blev udgivet eller også var de i albummene eller pocketbøgerne.

Angående pocketbøger og album var der her tale om samtryk med det tyske forlag Condor. Condor Verlag udgav "Die Spinne Taschenbuch 1 - 71" samt "Die Spinne Album 1 - 57" og de svenske og norske udgaver er 100% identiske med disse bortset fra sproget. FF og Hulk pocketbøger og album er også samtrykt med Condor´s udgaver. I Finland blev 1 enkelt af Condor´s Spinne album også samtrykt og udgivet af Semic Press AB. Selve månedshæfterne fra Atlantic var lavet og redigeret af Atlantic´s afdeling i Sverige og blev kun udgivet i Sverige, Norge og Danmark. Nu fik vi på grund af Winthers nedskårede udgivelsesprogram desværre ikke så mange af disse album (kun 5) og pocketbøgerne fik vi slet ingen af, men vi fik altså tysk-redigerede Marvel udgivelser på det danske marked helt frem til 1983.

Der har været skrevet en del om hvorfor serierne hoppede så meget frem og tilbage i kronologien som de gjorde, men faktisk giver det hele nogenlunde mening hvis man kigger lidt på indholdet af hæfterne. Hvis man kigger på FF nr. 1 så er indholdet identisk med tysk nr. 1 og 2 fra 1974. FF nr. 2 indeholder tysk nr. 3 og 4. Edderkoppen nr. 1 indeholder tysk nr. 1 og 2. Edderkoppen nr. 2 indeholder tysk nr. 75 og bi-historien fra tysk nr. 3. De gamle Williamsfolk der har startet Atlantic op har altså tydeligvis stadigvæk haft kontakt med Williams i Tyskland, men fra nr. 3 af begge serier vælger Atlantic at redigere bladene selv, og springe frem til nyere materiale. Bi-historierne ryger ud, og hvert blad kommer til at indeholde 3 amerikanske historier. Men tilbage til det med kronologien : Edderkoppen - Nr. 1 er egenligt ok, da der bruges materiale fra tysk nr 1 og 2, og trykker starten på serien med AF # 15 og ASM # 1. I nr. 2 hoppes der af uforklarlige årsager frem til tysk nr. 75 som indeholder ASM # 74, hvilket er ganske underligt da denne historie blev udgivet af netop Williams Forlag i Sverige tilbage i 1970 - Det burde Williamsfolkene have haft styr på, men endnu mere underligt er det at man i nr. 3 er sprunget frem til ASM # 140. Problemet var at ASM # 74 var første halvdel af en fortsat historie, og ASM # 140 var sidste halvdel af en anden fortsat historie.

Indholdet af nr. 3 burde have været ASM # 139, og hvorfor man har kommet ASM # 74 i nr. 2 er simpelthen uforklarligt. Men hvis man ser på nr. 3, så begynder man at trykke nyere ASM materiale, startende med ASM # 140 fra januar 1975. Herefter trykker man stort set kronologisk frem til ASM # 185 fra oktober 1978. Edderkoppen nr. 3/1979 indeholder ASM # 183, 184, 185 og da man i løbet af få numre vil have indhentet amerikanerne vælger man at springe tilbage og udgive ASM # 104 - 138 i Edderkoppen nr 4 - 12 fra 1979. I nr. 1 - 3 fra 1980 trykker man ASM # 186 - 192, og får så det samme problem igen, og må endnu engang springe tilbage i tiden og udgive gammelt materiale. I nr. 20 fra 1981 trykker man igen nyt materiale, og får udgivet ASM # 193 - 215 i nummer 20 - 30, før man atter engang er up-to-date med amerikanerne. Da der ikke er mere gammelt materiale springer man på "Peter Parker, The Spectacular Spider-man", og får stort set udgivet serien kronologisk fra PP # 4 - 83 som man trykker i numrene 31 - 59. Da man så er ved at løbe tør for PP materiale, springer man tilbage til ASM serien igen.

Forklaringen på hvorfor man sprang frem og tilbage i kronologien er altså, at man hele tiden løb tør for nyt materiale og derfor var tvunget til at springe tilbage i tiden. Atlantic skal dog stadigvæk have kritik for dårlig planlægning og dårlig redigering. De burde kunne have regnet ud at de skulle have startet længere tilbage i tiden med US hæfterne når der kom 3-4 numre i hvert hæfte, og de burde også have trykt ASM og PP skiftetvis i hæfterne, så kronologien ikke var blevet ødelagt, som det var tilfældet med nogle af historierne. Desuden havde de åbenbart heller ikke styr på hvad der var af materiale i de tyske pocketbøger og albums, som de jo var med i et samtryk af, da rigtigt meget af det Peter Parker, the Spectacular Spider-Man materiale der var i disse også er blevet trykt i Atlantic´s eget månedshæfte - det er simpelthen for dårligt.

På norsk hedder serierne det samme som på dansk, og da der overhovedet ingen problemer er i at læse norsk kan det klart anbefales at skaffe de manglende udgivelser, da de som skrevet lukker nogle ret vigtige huller i kronologien.

Det hele bærer dog præg af at være noget der bliver udgivet i andre lande, for derefter at blive hurtigt og sjusket oversat til dansk. På bagsiden af forsiden til FF nr. 1/1978 bliver man introduceret for FF, og her har man glemt at oversætte fra svensk, så der står : Flamman, Den Osynliga, Herr Fantastisk og Big Ben. På bagsiden af Edderkoppen nr. 2 og 3 er der reklame for næste nummer af De Fantastiske Fire, men hæfterne er påtrykt "Atlantic Serien" som var de svenske og norske navne for serien. På sidste side af FF nr. 9 er der reklame for nr. 10, der aldrig udkom - det er så hvad det er...men på bagsiden af Edderkoppen nr. 10 er der også reklame for FF nr. 10, og der står "Din bladhandler har den NU"  Øhhhh...??? de kunne da godt lige have skrevet at man skulle til en bladhandler i Norge eller Sverige for at hente et eksemplar ! Ligeledes står der på sidste side af Edderkoppen nr. 10/1978 at man kan købe nr. 11 d. 15 november, men der skulle man altså også hinsidan for at finde et eksemplar.

Flere oplysninger om Atlantic Forlag er at finde i Transformers indexet under "Marvel udgivelser"

En detalje angående logoet på Atlantic's hæfter er at det er det samme som Red Clown brugte på deres udgivelser i 1974-1975. De danske og norske udgaver kommer til at hedde Edderkoppen, men nettet i baggrunden er det samme. Svenskerne laver senere en helt anden type logo, men på de danske og norske udgaver bliver "Red Clown nettet" brugt helt frem til 1984:

Side 1 fra Spindelmannen nr. 1/1978 Spindelmannen nr. 2/1974 Spindelmannen nr. 3/1978

Atlantic lånte også lige den special-lavede forside fra Red Clown's Spindelmannen nr 8/1975 til reklame på bagsiden af FF nr 1/1978

Spindelmannen nr. 8/1975 Bagsiden til FF nr. 1/1978

 

Tysk FF nr. 1/1974 Svensk Spindelmannen nr. 1/1978 Bagsiden af forsiden til FF nr. 1/1978 Bagsiden af Edderkoppen nr. 2/1978
Bagsiden af Edderkoppen nr. 3/1978 Indvendig bagside af FF nr. 9/1978 Bagsiden af Edderkoppen nr. 10/1978 Indvendig bagside af Edd. nr. 10/1978