DE FØRSTE UDGIVELSER:

 

Jeg har brugt rigtigt meget tid på at lave research angående de oplysninger der findes på denne side, fordi der ikke tidligere har eksisteret oplysninger om dette. Hvis du finder tilsvarende oplysninger andre steder er de "lånt" fra denne side!

Det var forlaget I.K. som der også udgav "Illustrerede Klassikere" (heraf navnet I.K.) der fik rettighederne til at udgive Edderkoppen og De Fantastiske Fire i 1967. I.K. er en filial af Williams forlag, og i 1971 ændrer man også navnet til Williams forlag. Serierne er identiske med de tyske, hollandske og svenske  udgivelser. I 1966 har Williams startet en serie i Tyskland og Holland der hedder HIT Comics (*) som skiftetvis indeholder forskelligt materiale fra de mest kendte Marvel serier. Det er hæfter fra den tyske HIT Comics serie der kommer på det danske marked i 1967-1969. I Sverige er det også Williams forlag der udgiver hæfterne, og det er den svenske redaktion der kommer til at stå for udgivelserne i Sverige, Danmark og Finland. Udgivelserne i disse 3 lande bliver ikke samtrykt med de tyske og hollandske udgaver, men det er dog det samme materiale man bruger, derfor er forsiderne ens. At der ikke er tale om samtryk med de tyske og hollandske udgaver kan ses ved at de svenske, danske og finske udgaver udkommer nogle måneder senere end de tyske og hollandske samt at nogle af bi-historierne i de første numre af Edderkoppen og FF, der oprindeligt var superheltehistorier i de tyske og hollandske udgaver er skiftet ud med fantasy / horror historier.

Man starter et par måneder senere i Danmark end i Sverige, så vi misser et enkelt nummer af Edderkoppen og FF i forhold til svenskerne, og man vælger så også fornuftigt nok at starte 2 forskellige serier op, i stedet for én serie med skiftende serier som i Tyskland og Holland. Finland kommer også med et par måneder senere, og deres nr. 1 bliver de samme som dansk Edderkoppen nr. 4 og FF nr. 4. I Finland vælger man ligesom i Tyskland og Holland skiftetvis at trykke FF og Edderkoppen hele vejen til seriens stop i 1970 bortset fra de sidste numre der kun indeholdt Edderkoppen (fordi FF var lukket). Den finske serie er nemlig 100% identisk med den svenske, og de stopper på samme tid.

Man har i Danmark klart hentet inspiration fra den svenske oversættelse - det ses tydeligt på indvendig side af coveret på FF hæfterne hvor Mr. Fantastic hedder "Langfinger" og Tingen hedder "Bamsen". Dette er de svenske navne. Hæfterne er nøjagtigt ens med de tyske, hollandske, svenske og finske hvis man ser bort fra at bi-historierne med superhelte i de første 5 hæfter af en eller anden grund blev skiftet ud med fantasy / horror i de danske og svenske udgaver. Der er kun logoet og oversættelsen til forskel. Man sparede mange penge ved at trykke de samme hæfter i så mange lande. De 22 første numre af Edderkoppen og de 20 første numre af De Fantastiske Fire er altså en del af et samtryk med den svenske og finske serie, som der brugte materiale fra den tyske HIT Comics serie.

Interpresse får rettighederne til Daredevil og smider det danske Dæmonen på gaden. Interpresse kører sit eget løb, og starter med US # 1 og kører ellers derudaf i kronologisk rækkefølge indtil serien stopper med nr. 60. Kun nogle få numre er der byttet rundt på, og det er de 2 numre med Edderkoppen der er skyld i dette. Dem udgav man før man kom til dem kronologisk, sikkert for at blive de første i Danmark til at udgive noget med Edderkoppen, som I.K. jo havde snuppet rettighederne til.

(*) HIT Comics (HIP Comics i Holland) starter i September måned 1966 og man udgiver 2 hæfter om måneden. Man starter med ASM # 29 og Fantastic Four # 43 og udgiver udelukkende ASM og FF indtil august 1967, hvor Avengers (starter med # 27), X-Men (starter med # 19) og Hulk (starter med Tales to Astonish # 79) også kommer til. Men stadigvæk kun 2 hæfter om måneden i hele 1967. I 1968 skruer man op for programmet og udvider til 4 hæfter om måneden, og man har også fået Daredevil på programmet. Man udgiver 4 hæfter om måneden indtil april måned 1970, så går man tilbage til kun at udgive 2 hæfter. Enkelte andre serier såsom Iron Man, Thor, Sub-Mariner og Captain Marvel har også fået nogle få egne udgivelser i serien, men de kørte mest som "små bidder" bag i de andre serier. I juli 1972 bliver det bedre tider, og man begynder atter at udgive 4 hæfter om måneden, men det går kun indtil februar 1973, så er man tilbage ved de 2 hæfter igen.

Neden under er de 12 første numre af HIT Comics serien vist. Serien kom først til Danmark med nr. 13 som der blev til dansk Edderkoppen nr. 1/1967. Nummer 11 og 12 er dem svenskerne fik som de første numre i deres serie : 

 

Serierne i Norge bliver ikke udgivet af Williams, og de starter med de amerikanske nr. 1 og fortsætter kronologisk. Man har dog ikke opdaget at den første historie med Edderkoppen er i "Amazing Fantasy # 15", og starter altså med "The Amazing Spider-man # 1". Men alle serierne sælger dårligt, og efter kun 8 numre bliver Fantastiske Fire og Edderkoppen slået sammen og det samme sker med Demonen og Koloss. Dette bliver dog ikke noget vendepunkt for salget, og efter kun 10 måneder bliver alle serierne undtagen Demonen nedlagt. Demonen bliver et seriemagasin for alle serierne i 1969 og 1970. Man kan altså købe et hæfte der hedder Demonen, men som kun en gang imellem indeholder historier med Demonen. Det går heller ikke, og efter nr. 8 i 1970 er det slut. Norge var ikke parat til Marvel´s superhelte og der er bortset fra udgivelsen Superman vs Edderkoppen i 1976 dømt pause indtil 1978.

Neden under er vist lidt covers fra den finske serie, og informationer om Marvel udgivelser i Finland er at finde :

 

Finland fik den samme serie udgivet fra 1967 - 1970 som svenskerne, bortset fra at finnerne kom lidt senere i gang. Deres nr. 1 er HIT Comics nr. 19 - altså det der svarer til det danske Edderkoppen 4/1967. Ellers er den svenske og finske serie identisk, og de stopper det samme sted i 1970. "Ihme Sarja" - som der står i øverste venstre hjørne på hæfterne betyder "Marvel Serien", og "Hämmästyttävä Hämähäkki" betyder "Den Fantastiske Edderkop". I 1975 bliver der udgivet 2 numre af Avengers (Kostajat), og i 1976 udkommer der yderligere 3 numre. Albummet "Superman Vs Spider-Man" udkommer også i 1976.

I Finland har man lidt større succes med at udgive Kung-Fu Magasinet end man har i Sverige, men så meget som i Danmark udkommer der dog ikke. Finnerne får 33 Kung-Fu hæfter i perioden 1974-1977. En interessant detalje er dog at der er Captain America i de finske udgaver!

I 1980 starter der en Spider-Man serie igen (Hämähäkkimies). Denne serie er ikke en del af Atlantic / Winthers udgivelsesprogram. Finland er ikke med i nogen som helst form for samtryk af Atlantic´s udgivelsesprogram fra 1978-1984. Denne serie ser ud til at springe endnu mere i kronologien end Atlantic´s serie gjorde. Finnerne kommer dog langt frem rent kronologisk, og dette er skyld i at selv om de går med i et samtryk i 1984 med de øvrige nordiske lande bliver de ved med at udgive deres egen Spider-Man serie helt frem til slutningen af 1986. Fra og med 1987 bliver finnernes Spider-Man samtrykt med de 3 andre landes udgaver.

I 1981 starter en Hulk serie, men det bliver aldrig det store hit. I 1985 samtrykker man de 12 numre med Danmark, og herefter var det slut med Hulk som månedshæfte i Finland.

Med hensyn til X-Men (Ryhmä-X) ser det ret fornuftigt ud i Finland. Man springer med på vognen i 1984 og samtrykker med de øvrige skandinaviske lande. Men som bekendt slutter dette eventyr jo ret hurtigt efter 3 numre i 1984 og 12 numre i 1985. I forhold til de 3 andre lande må X-Men dog have solgt godt i Finland for de fører selv serien videre i 1986. Serien fortsætter helt frem til 1996. Den lukker i 1997 og udkommer med nogle special-hæfter hvert år inden serien starter op igen i 2000.

Her ses et cover galleri der viser et amerikansk hæfte og efterfølgende tysk, hollandsk, svensk, dansk og finsk udgave :