SUPERMAN  vol. 2 :

 

Jeg har brugt rigtigt meget tid på at lave research angående de oplysninger der findes på denne side, fordi der ikke tidligere har eksisteret oplysninger om dette. Hvis du finder tilsvarende oplysninger andre steder er de "lånt" fra denne side!

I 1986 bliver hele DC universet startet på ny i USA. DC har i "Crisis on Infinite Earths" serien skilt sig af med diverse uønskede helte og personer, og starter nu hele universet forfra. Blandt andet skal Superman være knapt så super, og have nogle lidt mere begrænsede kræfter. Serierne skal også være mere sammenhængende - altså i stil med Marvel´s univers.

Superman starter selvfølgelig også forfra i Danmark i 1987, og her starter et samtryk med Sverige, Norge og Finland så nu er Superman igen i farver. Desværre ender det med at Superman lukker i Sverige, Norge og Finland i 1991 og Danmark står nu alene med sit Superman blad. Vi må tilbage til sort / hvid da det er for dyrt at trykke hæfter i farver alene. Senere kommer farverne dog tilbage da de danske sider kan samtrykkes med forskelligt materiale der bliver udgivet i Italien.

Serien holder til 1999 i Danmark, hvor Egmont der nu har overtaget rettighederne vælger at nedlægge den.