KUNG-FU  MAGASINET :

 

Jeg har brugt rigtigt meget tid på at lave research angående de oplysninger der findes på denne side, fordi der ikke tidligere har eksisteret oplysninger om dette. Hvis du finder tilsvarende oplysninger andre steder er de "lånt" fra denne side!

Lidt af et flagskib Interpresse fik stablet på benene i en periode hvor det ellers var svært at sælge superhelteserier. Alle andre superhelteudgivelser pånær Superman var på dette tidspunkt lukket i Danmark. Interpresse har lånt idéen fra svenskerne der i 1974 har startet serien "Mästaren på karate" der indeholder historier med Shang Chi og Iron Fist. Serien lukker dog forholdsvis hurtigt igen i Sverige, men i Danmark bliver Kung-Fu Magasinet en stor succes, og man får stort set udgivet alt US materiale med Shang Chi og Iron Fist samt et utal af andre karate og kung-fu serier. Hæftet indeholder både Marvel og DC materiale og nogle spanske serier. Serien kører i 12 år og bliver først lukket i 1986. Interessen for karate og kung-fu serier var ikke hvad den havde været i USA, og derfor lukkede "Master of Kung-Fu" samt "Iron Fist" som hovedparten af materialet var taget fra. De sidste 2 årgange af Kung-Fu Magasinet bestod udelukkende af genoptryk fra disse 2 serier, og det hed sig at man valgte at lukke bladet pga manglende nyt materiale.

Det kan selvfølgelig godt være at det var rigtigt, fordi "Master of Kung-Fu" var udgivet komplet, og det var jo hovedeserien, men rent faktisk var der massevis af materiale at bruge løs af fra følgende serier, som man også havde udgivet noget fra før : The Deadly Hands of Kung-Fu, The Crow (El cuervo), Jeff Blake, el hombre de Pinkerton, Shi-Kai el rebelde. Der var også Marvel Team-Up med Iron Fist og serien Power Man and Iron Fist.

Et blad der sælger rigtigt godt bliver vel ikke bare lukket ? ...når der stadigvæk er materiale at bruge af.

Et par episoder af Jeff Blake, el hombre de Pinkerton bliver trykt i Serie Magasinet nr 246 og 257. Serien Black Jack der er i Kung-Fu Magasinet nr 40, 41, 42 fortsætter i Serie Magasinet nr 239 - 250 (alle numre inklusiv). Og Serie Magasinet har også sin egen kampsportsserie med serien Fireball fra det engelske blad Bullet. Fireball var i Serie Magasinet nr : 251, 252, 254, 255, 256, 257, 258, 259, 260, 261, 265, 266, 268. Desuden var der en del småserier med kampsport i Serie Magasinet.

Shang Chi og Iron Fist kommer frem i forbindelse med den stigende interesse der er for kampsport i 1970´erne, og begge personer bliver en integreret del af det øvrige Marvel univers. Efter lukningen af Iron Fist slår Marvel i stedet serien "Luke Cage, Power Man" og Iron Fist sammen til serien "Power Man and Iron Fist"

Det amerikanske "Master of Kung-Fu" lukker i 1983, men i 1990 og 2002 kommer der yderligere et par mini-serier. Det bliver ved mini-serierne, hvilket kunne tyde på en manglende salgsmæssig succes i forsøget på at få en Kung-Fu serie på markedet igen. I 2006 gør Marvel i stedet Shang Chi til medlem af gruppen "Heroes for Hire" der har sit eget serieblad.

Serien "Sons of the Tiger" var også at finde i Kung-Fu Magasinet. Det var 3 brødre der hver især havde en amulet i en halskæde, der gjorde at de blev overnaturligt gode til Kung-Fu, men heller ikke denne serie holdt i popularitet og i stedet gav Marvel alle 3 amuletter til én enkelt person - nemlig "Den hvide tiger" der var med i en del af Winther´s Edderkoppen udgivelser - man kan blandt andet se ham på forsiden af Edderkoppen nr. 44 fra 1983. Der var en del historier med ham i The Deadly Hands of Kung-Fu, men dem fik vi ikke på dansk.

Kung-Fu Magasinet indeholdt rigtig meget Marvel materiale med figurer såsom : Iron Fist, Shang Chi, Sons of the Tiger, Wrecking Crew, Captain America, Spider-man, Silver Samurai, Razor-Fist, Iron Man, Angar the Screamer, Boomerang, Colleen Wing, Dr. Doom, Man-Thing........for bare at nævne nogle stykker.